Rammerne om Ådalen 86

Ådalen 86 består af et stort hus med private beboelser og fælles faciliteter. Derudover er der cykelskure, overdækket tørreplads og anden opbevaring. Ådalen 86 omkranses af parkeringsplads og en stor have ned til Svejstrup bæk, der løber igennem Doktorparken ud i Gudenåen.

Huset er bygget i 1988/1989 som en udløber af det første bofællesskab på stedet. De daværende andelshavere stod selv for projektering og opførelse af bygningen, der består af to rækker andelsboliger overfor hinanden med en glasoverdækket gade imellem.

I den vestlige ende af gaden finder man fælleshuset med fælleskøkkenet. Gaden udvider sig midtvejs til et glasoverdækket torv. Al denne glasoverdækning gør at temperaturen om vinteren altid holder sig på den rigtige side af nulpunktet.